Englandsvej 1 - 8450 Hammel
71 78 37 01
dyreklinik@hotmail.com

Tandbehandling af smådyr

Det angives, at ca. 80% af alle katte og hunde over 3 år har tandlidelse. Tandlidelser kan forvolde en del smerter, men en betændelse i munden kan også påvirke sundheden andre steder i kroppen via blodet, som f.eks. hjerte, lever og nyrer. Derfor er en sund mundhule, en vigtig del af dyrets generelle helbred.

Den mest udbredte lidelse hos vores katte og hunde er parodontose, kendt hos mennesker som de løse tænders sygdom. Parodontose er en betændelsestilstand i den knogle, som tandroden sidder fast i. Betændelsen fører til, at knoglen langsomt tilbage dannes og når processen er langt fremskreden, begynder tanden at blive løs, dette er smertefuldt for dyret.

Betændelsestilstanden starter altid i tandkødet, som tandkødsbetændelse, hvor der sidder plak på tanden og ved tandkødskanten, som består af bakterier, spyt og foderrester. Bakterierne frigiver giftige stoffer, som fremskynder sygdommen, som dermed breder sig til tandens støttevæv og knoglen. Med tiden mineraliseres plakken og tandsten opbygges, hvilket fremskynder sygdommen yderligere.

Behandlingen består i god mundhygiejne ved at fjerne plakken mekanisk ved tandbørstning. Parodontose kan ikke helbredes, men kan kontrolleres og forebygges ved tandbørstning og regelmæssig tandrensning. Når der først er dannet tandsten, skal dyrene have lidt mere hjælp, for her kræves en tandrensning i narkose, hvor tandstenen fjernes på tænderne og i tandkødslommerne. Det er forskelligt fra dyr til dyr, hvor disponeret de er overfor sygdommen og hvor ofte de har brug for en tandrensning i narkose hos dyrlægen.

Hvornår bør man kontakte os:

· Når dyret lugter ud af munden

· Når dyret savler mere end den plejer

· Når dyret tygger mere med den ene side af munden eller ændret tyggemønster generelt

· Når tandkødet er rødt eller ømt ved berøring

· Når dyret spiser mindre og/eller ikke tygger sin mad

Hvis du er i tvivl, har vi altid GRATIS tandtjek, ring og book en tid.

Hund med udbredt tandsten

Tandrøntgen

Tandens krone kan man se ved det blotte øje under sundhedsundersøgelsen og tandrensning, men tændernes rødder, som ligger under tandkødet og sidder i knoglen, kan kun ses ved hjælp af tandrøntgen. Ca. 50% af patienterne, som tilsyneladende ikke ser ud til at fejle noget under mundhuleundersøgelsen eller tandrensningen, har faktisk behandlingskrævende sygdomme, når der først bliver taget tandrøntgen.

Især en bestemt tandlidelse hos kat kræver tandrøntgen for at kunne diagnosticeres og behandles, nemlig tandresorptioner (TR). Det er en smertefuld lidelse, da der er tale om at tænder og tandrødderne nedbrydes, som kan gøre at nerver og blodkar blottes, og kan ende med, at tandkronerne knækker af. Det angives, at mellem 20-70% af alle katte kan være ramt, og det er typisk katte over 6 år, som er hyppigst angrebet.